HM Productions Intl.                                        All Rights Reserved
copyright 2008 by HM Entertainment Inc.
Når alle døre er lukkede  
Meja Mwangi
Når alle døre er lukkede

En barsk roman om to
store drenge som efter
afsluttet skolegang tager
til
Nairobi for at få job så de kan
understøtte familien. Men sådan går det
ikke. De må som tusinder andre
overleve af den eneste mulighed,
storbyen byder dem – skraldespandene
og baggyderne, og deres desperation
fører dem mod en tilværelse med
kriminalitet, vold og fængselsophold.

Ovs: Toni Liversage.  (Stemmer fra den
Tredje Verden
Mellemfolkeligt Samvirke,
1981.
Meja säd ved gr0ften og svingede benene f
rem og tilbage. Nogle få mennesker passerede
förbi opslugt af deres egne problemer, og
ingen
af dem skaenkede den ranglede unge fyr en tanke. Intet undgik dog
Mejas unders0gende blik. Han iagttog skarpt de lasede tiggere, der f!0d
sp0gelsesagtigt förbi ham, samtidig med ät han så på de elegante tykmavede
direkt0rer, der rynkede på nassen af den rådne stank fra baggardene. Meja säd og
sammen-lignede disse to forskellige verdener.
Nu kom Maina hen til supermarkedets bagudgang, og Mejas tanker blev afledt af
vennen. Han 10b över til ham for ät hjaMpe ham med ät basre de tunge pakker
tilbage til gr0ften. Og der på den tomme parkeringsplads pakkede de bylterne ud -
Meja så med et glasagtigt blik på priserne. Der var forskellige slags frugt i
forskellige stadier af forrådnelse. Der var også skiver af br0d, der lugtede muggent
og nogle få stykker st0vet chokolade. Nogle hårde kager stirrede stenagtigt tilbage
på dem. Meja säd og så fra den ene slags mad til den anden. Appelsinerne var ikke
lasngere appelsiner, ikke laengere smukke, men muggent-grå som d0den. Kagerne
var ikke lasngere kager, men klippestum-per, og chokoladen lignede kasseret
skopudsecreme.
,,Lad os spise," sagde Maina og lod handen dykke ned i maden.
Meja reagerede en br0kdel af et sekund langsommere, men snart var de i gäng
med sultne ät gumle og tygge, og de talte imellem hver mundfuld mad. Maina var
den, der talte mest. Meja lyttede tålmodigt, som han plejede.
,,Jeg kom hertil - frisk og stolt ligesom dig," sagde Maina til Meja og skrabede det
rådne af appelsinen af. ,,Jeg troede, jeg ville få arbejde og tjene en 6-700 shillings*
om måneden. Og derefter ville jeg få et hus, en radio, noget flöt t0j og mad." Han
holdt inde, knaekkede et stykke kage af ved ät kaste det hårdt ned mod jorden og
gav Meja et stykke. Meja stak det i munden og bed hårdt til, men kunne ikke få
braekket kagen över. Maina var allerede i gäng med ät knase sit stykke og n0d
virkelig maltidet. Han kiggede över på Meja og tog et andet stykke kage.
,,Jeg fors0gte altså ät få arbejde," sagde han og trak på skul-deren.
,,Hvilke kvalifikationer har du?" plejede de ät sp0rge mig om.
,,7. klasse med »tilfredsstillende«," begyndte jeg som regel, men f0r jeg var fasrdig,
br01ede manden bag ved skrivebordet: ,,Ud med dig. Vi har ikke noget arbejde!"
Han smagte på en bid af den klaebrige chokolade og rakte det över til Meja.
Meja rystede på hovedet og stirrede tomt tilbage på ham. Folk passerede förbi dem
på nogle få meters afstand. Ind imel-lem kastede en af de forbipasserende et blik
henimod dem, men så ikke noget usaedvanligt ved de to unge maend, der säd der
ved rendestenen og spiste appelsiner, og fortsatte derefter i deres egne tanker.
,,Der er ikke noget ät sige til, ät du har en sart mave," sagde Maina og tog en stor
bid af chokoladen. ,,Da jeg f0rst kom, ville jeg ikke r0re ved noget af det her. Jeg
levede som en gud - af gr0d og posho.* Men der var overhovedet ikke noget
arbejde nogen steder. Det var den samme historie överalt, kvalifikationer? Ud med
dig!"
,,7. klasse ...," begyndte jeg ät sige, f0r de smaekkede d0ren i.
Han skar br0det i to dele og gav sin ven et stykke. Meja fors0gte ät spise det, men
var lige ved ät kaste öp. Maina betrag-tede ham imens og rystede misbilligende på
hovedet.
,,Pr0v med en appelsin," tilrådede han.
Meja fulgte rådet og fandt ud af, ät appelsinen ikke var så slem, når man så bort fra
lugten. Han holdt vejret, hver gäng han tog appelsinen öp til munden for ät tage en
bid, og det reducerede problemet med stanken betragteligt.
,,AHe mine venner," fortsatte Maina, ,,begyndte ät stjsle, lave braek. Og jeg ville
have gjort det samme, hvis jeg ikke havde vaeret for bange til ät bryde ind i
husene om natten. Jeg trsenede ikke ret meget med ät 10be, da jeg gik i skole, og
jeg ville aldrig kunne vasre sikker på, ät jeg ville vaere hurtig nok, når det gjaldt om
ät stikke af efter ät have snuppet en pung. Mine venner derimod begav sig ind på
hovedstr0gene og stjäl punge, og de er nästen allesammen nu i faengsel af den
ene eller den anden grund. Jeg begav mig derimod ind i baggyderne og trivedes.
Der er ikke ret megen konkurrence her, når det gaelder om ät overleve, hvis man
da ser bort f ra k0terne, og de er ikke i stånd til ät åbne lukkede bagd0re. Maden er
heller ikke så dår-lig, hvis man ser vaek fra lugten og den slags mindre vssentlige
ting."
Han blev fserdig med ät spise den sidste appelsin og pakkede resterne ind i gamle
aviser. Han skubbede forrådet ind under en kloakledning lige i naerheden. Meja
iagttog ham og bed forsigtigt i sin tredje appelsin uden ät traekke vejret.